hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

i en leder den 17. januar 1936. Danmark gjorde altså klogt i at få sit eget
forsvar i orden i stedet for at rette beskyldninger imod Tyskland. Men,
tilføjede Ernst Christiansen: “Danmark skulle have grund til at være vis
på, at ingen del af rustningerne [Tysklands, forf.] særlig kan være rettet
imod det. Hvem der vil hævde, at når oprustningen er gennemført, er det
meningen at tvinge krav igennem med rustningen som baggrund, sætter
sig ud over, at både folkeforbundets lande og det udtrådte Tyskland på
den højtideligste måde har tilkendegivet en linje, som må gøre sligt utænkeligt”.
Ernst Christiansen havde altså fortsat tillid til Hitlers fredsvilje – i hvert
fald over for Danmark og Norden. Men hans tilføjelser var interessante:
“Den nulevende slægt har været med til en verdensbrand og set, at dens hjemstavn
holdt til den, ja delvis genfødtes. Det er vor urokkelige overbevisning, at i
det lange løb bliver ikke de ydre magtmidler afgørende for Sønderjyllands fremtid,
heller ikke engang for de ydre skillelinjer, men nationaliteternes indre styrke.
Alligevel bliver det naturligvis ikke ligegyldigt, hvad der skal døjes af ydre tilskikkelser.
Der er nogle opgaver, vi bestandig må holde os for øje, værn og dygtiggørelse
på den ene side og på den anden side nationalitetskampens lutring for
unødvendigt had og et utrætteligt arbejde for at mindske truslerne og ved eget
eksempel at søge et fredeligt kappestræb sat i steden for”.
Danskheden i Sønderjylland ville altså også overleve selv endnu en verdenskrig,
ja, endog en grænserevision, og muligvis endda komme styrket
ud af en sådan, når blot danskheden bevarede og udbyggede sin indre styrke.
Men det gjaldt selvfølgelig om at undgå noget sådant, og det kunne
ske ved at styrke det militære og det nationale forsvar, samt medvirke til
dansk-tysk afspænding og fri national udfoldelse i grænselandet.
Tyske krav om Lebensraum blev fulgt nøje – og med afvisning. I en leder
den 31. januar 1936 – dagen efter, at DAF-fører Dr. Robert Ley havde talt
om tyskerne som et Volk ohne Raum – citerede Ernst Christiansen i en leder
en amerikansk skribent for en udtalelse om, at “argumentet om erobring
[af kolonier, forf.] på grund af overbefolkning simpelt hen er et påskud
for at bringe de patriotiske lidenskaber i glød”. Kendsgerningerne
viste nemlig, at udvandringen fra de europæiske kolonimagter til kolonierne
var forsvindende lille. Heller ikke af økonomiske grunde betalte
erobringen sig. Det var langt mere givtigt at åbne for fri handel med råstoffer
og færdigvarer. “Stræben efter magt og udvidelse kan i vore dage
kun føre til død og ødelæggelse”, mente altså den amerikanske skribent
– og Ernst Christiansen erklærede sig enig.
Få uger senere fastslog han over to dage i en otte spalter lang og temmelig
omstændelig redegørelse for Hans Grimms bog Volk ohne Raum, at
“den nuværende tyske indstilling” indebar “ønsket om en ny fordeling
af folkeslagenes råderum” – altså stræben efter magt og udvidelse. Hvad
Ernst Christiansen ikke kunne kritisere nationalsocialisterne for, lod han
gå ud over Grimm: Hans Grimm tænkte navnlig i udvidelser i Afrika og
462