hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

egejstret for den formentlige tyske anerkendelse af grænsen, som Kronika
fremtvang i forbindelse med Der Schleswiger-affæren i 1937. Tyskland
havde hidtil aldrig officielt anerkendt grænsen, men havde på den
anden side heller aldrig officielt erklæret, at den burde ændres. De to embedsmænd
i Propagandaministeriet Berndts og Bades udtalelser medførte
en diskussion i pressen, og dette kunne let føre til, at grænsespørgsmålet
pludselig kom på dagsordenen. Dette var ikke i dansk interesse. Det
var bedst, om det dansk-tyske grænsespørgsmål overhovedet slet ikke blev
diskuteret. P. Munch advarede også imod at fremhæve, at der bestod et
modsætningsforhold mellem myndighederne i Berlin og grænsetyskerne,
fordi resultatet af en sådan linje før eller senere ville føre til et dementi
fra Berlin. Det var netop det, der skete, da Berndt i november 1937 så sig
nødsaget til at dementere sine udsagn om fraværet af irredenta i Sydslesvig.
Besættelsen af Danmark 1940-1945 medførte, at der ikke længere var
rum for Udenrigsministeriet til at komme Flensborg Avis til undsætning.
Det blev for alvor tydeligt i forbindelse med fjernelsen af Ernst Christiansen.
De lokale slesvig-holstenske nazister havde hen over sommeren
1940 tilsyneladende frit spil. I efteråret 1940 ændrede stilling en sig imidlertid
atter, og der udkrystalliseredes i det tysk-danske besættelsesarrangement
en modus vivendi, der medførte, at det også fra central tysk
side blev opfattet som ønskværdigt at forsøge at undgå ethvert unødvendigt
tiltag, der kunne medføre en dårlig stemning i Danmark og dermed
ringere udsigter til et gnidningsfrit besættelsesarrangement.
III. Flensborg Avis i tysk udenrigs- og pressepolitik
Nazisternes endemål var den totale statslige kontrol med hele den tyske
presse, men ensretningen foregik i flere etaper og fandt sted som en
længerevarende proces, der egentlig aldrig nåede at blive helt fuldbyrdet
eller at omfatte alle aviser fuldstændigt. Dette blev Flensborg Avis et
eks empel på. Avisens stilling som ikke-ensrettet mindretalsorgan i Det
tredje Rige var dog temmelig enestående, ikke mindst fordi avisen vedblev
at udkomme helt til den bitre ende i maj 1945.
Straks efter magtovertagelsen i 1933 begyndte en voldsom ensretning
af det tyske samfund og ikke mindst af pressen. Hundredevis af aviser
og tidsskrifter blev forbudt og et stort antal pressefolk fængslet. Flensborg
Avis pålagde sig selv en streng selvcensur og anlagde den taktik ukommenteret
at citere udførligt fra tyske og udenlandske aviser i en objektivt-refererende
og dermed – forhåbentlig – uangribelig form. Dette er
også baggrunden for, at Flensborg Avis reagerede med forfærdelse på
dansk presses stærkt kritiske behandling af nationalsocialisternes magtovertagelse
i Tyskland, hvilket kun forstærkedes af de direkte og håndgribelige
trusler, som regimet tog i anvendelse for at stoppe den formentlige
“Greuel-Propaganda”, både over for den indenlandske presse og de
udenlandske aviser. Ikke mindst Jacob Kronika kom som korrespondent
i Berlin under stærk påvirkning fra nazistiske myndighedspersoners side
964