hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

sig selv at bære sin skæbne med værdighed, mens den murer en grundvold for en
dansk fremtid”.
I en epistel i samme avis strøede Ernst Christiansen salt i såret: “Ufortjente
ydmygelser er sjældne. Vort folk har ikke i tide bragt ofre til et værn
så stærkt, at dets svaghed ikke kunne fremdrages som grund til udefra
at overtage værnet på dets vegne. For så vidt er prøvelsen selvforskyldt.
Så er det om, hvorledes den bæres. Om den bæres med mandig selverkendelse
og værdighed. Det er vor inderlige bøn, at i det mindste det må
ske”.
Den første egentlige ledende artikel efter besættelsen var Verdensmagt,
bragt i Flensborg Avis den 11. april 1940. Ernst Christiansen redegjorde for
det historiske forløb, der havde ført den preussiske hær frem til at blive
verdens stærkeste:
“Nu har også Danmark fået syn for sagn. (...) Hvem der som dansk syd eller nord
for grænsen et øjeblik stod ved vore dages Hærvej gennem Sønderjylland, måtte,
samtidig med at hjertet krympede sig på eget folks og lands vegne, indrømme, at
dette vældige apparat kunne ikke være mere fuldkomment. (...) Tysk teknik, tysk
opfinder-ånd, tysk ordenssans, tysk militær opøvelse forener sig i en frygtindgydende
krigsmaskine, der i sin art uden tvivl er den første i verden. Man forstår, at
tyskerne er stolte af den”.
Ernst Christiansen synes dog at mene, at denne kraftudfoldelse også kunne
være blevet brugt på mindre destruktive ting.
“Bro”-tanken kom til udtryk i påskønnelsen over for de mange tyskere,
der i disse dage forsøgte at sætte sig ind i dansk tankegang, “følte ærbødighed
for dansk sorg og i stilhed viste den deres respekt. Det hændte,
at et dansk hjem modtog en hilsen fra tyske venner, som i sin fåmælthed
greb om hjertet”. Mellem sorg og fortvivlelse kom – mellem linjerne
– indvendinger til udtryk:
“Vi har aldrig ønsket, at det tyske folk ikke skulle få ret til at udnytte de muligheder
i verden, som dets evner giver det krav på”, hed det den 11. april 1940. “Vi
har måske til tider været noget for ensidige i at stirre på vor egen ilde medtagne
folkelige ret, og vi frikendes ikke ved, at nogle på modpartens side var langt længere
ude end vi. Men fra barns ben har vi lært at holde af mange ting i tysk land
og tysk menneskesind. Vort oprigtige ønske for det tyske folk er, at det på magtens tinde
må erkende sin besøgelses stund og frimodigt sige til sig selv, at vejen til at blive holdt af
og stolet på er at indrømme de andre folk den livsret, man kræver for sig selv” [fremhævet
af forf.].
Tydeligere kunne det dårligt siges, at en besættelse af Danmark – og vel
krigsbegyndelsen i det hele taget – havde været forkert og unødvendig.
Tyskland kunne nok have fået opfyldt sine berettigede krav på en anden
måde. Problemet var så blot, at Hitlers Tyskland stræbte langt ud over,
hvad der på nogen måde kunne synes rimeligt. Men igen fremhævedes
det, at selv den tyske armés besættelse af Danmark ikke måtte medføre,
at løsenet “front og bro” blev glemt.
833