hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

at formidle “gode tanker”, men mere og mere gik i retning af at “mindske
spændingen” ved at undlade at kritisere Tyskland og nationalsocialismen
for stærkt.
Det militære forsvar kom fra 1936-1937 til at indtage en stærkere rolle
i Ernst Christiansens advarsler til Danmark. Det var vigtigt, at Danmark
også militært ville være i stand til at hævde sig mod den voksende krigstrussel.
Folkeforbundet kunne nemlig fra 1935 ikke længere garantere
freden. Det betød, at de små lande igen var overladt til sig selv. I det perspektiv
begyndte Ernst Christiansen at slå stærkere på alternativet: En
styrkelse af det danske militære forsvar og et nordisk forsvarsforbund.
Det var tanker, som hele tiden havde været en del af Ernst Christiansens
forestillingsverden: En nordisk samling som modvægt til Tyskland.
Fra 1936-1937 begyndte Ernst Christiansen at løfte en advarende
pegefinger mod Tyskland. Han opfordrede ganske vist omverdenen til at
vise det nye Tyskland tillid og imødekomme dets berettigede krav, men
samtidig fremmanede han en situation, hvor tysk hybris kunne ende med
nemesis: Hvis Tyskland i sin genvundne styrke gik ud over sine berettigede
krav, så ville dette naturnødvendigt føre til dets undergang.
Front og bro havde i sit udgangspunkt været ærligt ment og ikke kun
et taktisk skjold, man kunne dække sig bag. Men det blev det mere og
mere, efterhånden som den storpolitiske udvikling i 1938 gjorde det klart,
at enhver brobygning til Tyskland af det nationalsocialistiske regime blot
blev misbrugt som en bekvem indfaldsport for dominans eller angreb.
Dette gik først meget langsomt op for Ernst Christiansen og Jacob Kronika,
men i løbet af 1937-1938 stod det p.g.a. Alnor/Schles wiger-affærerne
og p.g.a. den aggressive tyske udenrigspolitik efterhånden lysende klart.
Når det varede så længe, så hænger det formentlig først og fremmest
sammen med en almenmenneskelig psykologisk forsvars mekanisme: Et
menneske vil længst muligt undgå at se kendsgerningerne i øjnene, hvis
kendsgerningerne indebærer, at ethvert håb er udelukket. Efter 1938
var der kun tilbage at vente på katastrofen – og på den nye tid, der ville
bryde frem efter ragnarok.
I Nordslesvig var der i løbet af 1930’erne sket en voksende dansk national
mobilisering. Ugerne op til folketingsvalget i 1939 blev et foreløbigt
højdepunkt. På Flensborg Avis øjnede man konturerne til en folkelig dansk
samling på tværs af alle partiskel om den sønderjyske sag. Efterhånden
som krigen 1938-1939 rykkede nærmere, steg også Ernst Christiansens
bekymring for Danmarks skæbne. Hans bekymring gik dels på landets
militære afmæg tighed, som en helt nødvendig oprustning måtte råde bod
på. Men den gik nok så meget på landets og befolkningens mentalitet:
Hvordan ville Danmark reagere på et militært overfald?
Krigsudbruddet i 1939 førte ikke til nogen forandring i Flensborg Avis’
ideologiske linje. Front og bro-løsenet med tilhørende freds- og dansknordisk
linje blev fortsat næsten uforandret eller endog styrket. I Ernst
Christiansens verdensbillede var Danmark og Norden blevet nærmest
ideelle størrelser med en historisk mission i fredens og den mellemfolkelige
forståelses tjeneste. Denne opfattelse blev styrket af den finsk-rus-
980