hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

tede presse i Tyskland. Hvad der derimod blev skrevet i Flensborg Avis,
kunne højst læses af en forsvindende brøkdel af befolkningen, og det var
derfor mindre farligt for det nationalsocialistiske regime.
Dr. Kracht erklærede, at han helst ikke ville have mere skriveri om
denne sag. “Jeg ville tale med Dem for at skabe klarhed. For resten er der
et svar undervejs, der viser Gauleder Lohses standpunkt: Enten bør man
henvende sig til myndighederne med sine klager og så afvente deres undersøgelse
og svar – er man utilfreds med dette, kan der kritiseres i pressen
– eller man kan – hvis man anser det for bedre – ty til pressen og lade
myndighederne i ro”.
Det var naturligvis et temmelig arrogant svar, som det ville være umuligt
at leve med. L.P. Christensen spurgte: “Og hvis man så henvender sig
til myndighederne, og der forløber måned efter måned, uden at man får
svar, hvad så?”
Hertil svarede Dr. Kracht: “Ja, så kan man jo omtale sagen i avisen og
sige, at der på en henvendelse ikke er indløbet svar. Men gå samtidig til
avisen og til myndighederne – det vil Gaulederen ikke have”. Det danske
Generalsekretariat kunne jo henvende sig til myndighederne, lige så tit
det ville, erklærede Kracht; det var deres gode ret. 27
Hverken Lohse eller Kracht ville altså længere finde sig i offentlig kritik.
Der var også fra slesvig-holstensk side lagt op til konfrontation i sommeren
1937.
I samme samtale kom L.P. Christensen og Kracht også ind på Ernst
Christiansens “åbne brev”. Kracht var vred over, at artiklen var blevet
trykt, netop som han var taget på ferie – hvad Ernst Christiansen vel
egentlig ikke kunne vide. Emnet gav alligevel anledning til et “skarpt og
hurtigt” replikskifte mellem L.P. Christensen og Ernst Kracht:
– “Må jeg spørge Dem, Dr. Kracht, har vi fra mindretallets side ikke taget
loyalt og pænt imod Dem her i Flensborg”, spurgte L.P. Christensen.
–“Havde jeg givet anledning til andet?”, lød svaret.
–“De anker over det åbne brev, som redaktør Christiansen har rettet
til Dem, også over tidspunktet for dets fremkomst. Må jeg spørge Dem:
Hvad skulle han da gøre? Christiansen går op til Dem og gennemdrøfter
udførligt og i ro det hele stof, det drejer sig om – og dette er en omstændighed,
som jeg i denne sag lægger vægt på –, og derefter holder
De Deres tale til en stor forsamling, hvori De sanktionerer et skrift som
Schleswig und Versailles med alle dets urigtigheder og personlige krænkelser
og bagvaskelser – som “historisk sandhed”, fremstillet med “krystalklar
skarphed”. Og denne tale går ud i den tyske presse. Må jeg spørge: Hvad
skulle Christiansen gøre, skulle han måske vente med sit svar i 3-4 uger,
indtil De kom hjem igen, og sagen var lagt ad acta?”
–“Men nu, da vi taler om disse ting”, fortsatte L.P. Christensen, “– om
begivenhederne i 1919-1920 – vil jeg sige Dem noget. Denne sag gælder
ikke redaktør Christiansen alene. Det er min overbevisning, at hvis vi danske
efter verdenskrigen, da grænsen skulle nyordnes, ikke havde sat alt
ind på at skaffe Flensborg – en by, der flere år efter erobringen i 1864 bekendte
sig til sit danske moderland, en by, der endnu i firserne var re-
581