hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Selvom Jessen ganske vist i sin egen valgkamp i 1901-1902 afviste Socialdemokratiet
som et “klasseparti”, så udtrykte han ofte velvilje over
“socialdemokraternes økonomiske bestræbelser”, for “ingen fortænker
vore arbejdere i, at de gør, hvad de kan, for at forbedre deres kår. Ingen
vil misunde dem den fremgang i arbejdsløn og velfærd, som nutiden har
bragt og som fremtiden vil bringe. Vi andre vil gerne være med til at gøre,
hvad vi kan, for at støtte alle dem, der må arbejde hårdest for det daglige
brød”. 41 Men Jessens tanker i den retning gik dog en hel del videre,
end man ville have forventet af en konservativ, hvad han gav udtryk for i
det føromtalte brev til Marie Fibiger: “Det sociale spørgsmål interesserer
mig meget, og jeg kan uden at affektere nogen usand følelse påstå, at jeg
ofte er gennemtrængt af følelser for de laverestillede samfundsklassers
vel” og for “alle de stakler, der må døje ydmygelser, krænkelser, næringssorger,
bekymringer, sult og kulde!” Her lå “den store tunge opgave. Her
må tiden tage fat”. Og Jessen var villig til at gå en hel del videre end til
et patriarkalsk almisse-samfund: “Noget så forfærdeligt som arbejdsløshed
burde aldrig forekomme i et civiliseret samfund. Jeg håber at have så
meget pligtfølelse, at jeg tør sige: Jeg er villig til at underkaste mig de tarvelige
livsvilkår, der måtte blive alles fælles lod i en lighedsstat. Det må
være tidens store løsen at finde en måde til at fremme menneskenes ligestilling
og ligeberettigelse”. Ved siden af dette spørgsmål var det “parlamentariske
humbug” ligegyldigt. 42 Man skal ikke lægge mere i et sådant
brev end rimeligt er, men grundtanken om, at en regering, der afskaffede
arbejdsløsheden og i det hele taget løste vigtige samfundsopgaver, var en
god regering, hvad enten den havde parlamentarisk grundlag eller ej, kan
Jessen udmærket have givet videre til sine lærlinge.
Jessen opstillede som ideal for Socialdemokratiet, at det burde udvikle
sig til “et nationalt arbejderparti, et demokrati med et mildt socialistisk
præg”, men uden nogen form for internationalisme 43 – altså, om man vil:
En slags national socialisme. Dette skulle ske gennem en naturlig udvikling
ved oplysning af arbejderstanden. Ved hjælp af lighed og oplysning
skulle arbejderstanden blive en del af det danske folkefællesskab. Også
dette er i slægt med grundtvigske tanker. Jessens ideal var altså et nationalt,
forsvarsvenligt og kongetro dansk socialdemokrati. På hans tid var det
endnu et fjernt mål, men på mange områder udviklede det danske socialdemokrati
sig med tiden faktisk i retning af Jessens ideal – ikke mindst
begyndte denne udvikling at tage fart i 1930’erne.
For Jessen vedblev det at være vigtigt, at arbejderklassen ikke blev udstødt
af folkefællesskabet. Da danske Højreaviser i forbindelse med systemskiftet
i 1901 kritiserede, at den yderligtgående Viggo Hørup, med
hvem Jessen havde udkæmpet mangt en blodig pennefejde, var med i
den nye regering, skrev Jessen i en leder den 21. august 1901: “Når man
har udtalt fortrydelse over Hørups optagelse i regeringen, så er det ikke
alene på grund af gamle synder – når kongen kan slå en streg over dem,
så kan andre vel også –, men på grund af, at det yderste venstre står i ledtog
med socialdemokraterne. Skulle det være en stor fejl, om der fra det
styrende parti i landet går en farbar bro over til den af Socialdemokratiet
45