hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

med stor ihærdighed gjort både tyske og danske officielle steder “kraftigt
opmærksom på bladet. Med held! Kristeligt Dagblad og Flensborg Avis er
i dag Danmarks bedste blade”, mente Kronika. 23 Både Kronika og Wolf-
Jürgensen anså altså tilsyneladende de ledende artikler i Flensborg Avis i
forlængelse af den 9. april 1940 for at være til gavn for det dansk-tyske
forhold. Propagandaministeriet har formentlig ment noget tilsvarende,
da Wolf-Jürgensen ellers næppe havde fået lov til – eller eventuelt endda
påbud om – at udsende lange passager af Ernst Christiansens artikler. I
Slesvig-Holsten så man imidlertid – som vi skal se – anderledes på sagen.
Flere gange vendte Ernst Christiansen tilbage til spørgsmålet: Hvordan
kunne det ske, besættelsen? Svaret skulle søges ikke kun i ydre omstændigheder
– dem havde Danmark ingen indflydelse på –, men snarere i indre:
Danskerne havde i årevis levet “ved siden af virkeligheden”, hed det
den 19. april 1940. Der var blevet sunget: “Jeg er Danmark, jeg er fred!”
Der var holdt ...
“... tusinder af foredrag om den danske kulturs værnende magt, om folkeoplysning
og folkelykke. Ja, det var store værdier, der var nået i Danmark, men det
stolte træ havde kun en svag rod. Den rette forankring savnedes. Intet af, hvad et
folk ellers har nået, er trygget, når offermodet sygner. Alt, hvad ellers der ofres af
penge og godhed, forslår ikke, når et folk ikke vil betale prisen for et selvstændigt
liv – at sætte livet ind. Her hjælper det ikke at opkaste spørgsmålet: Hvad kan
det nytte! Kan det nytte at leve? Bliver vi spurgt om det? Men for at leve, må man
værge livet. Vilkårene er ikke andre. Det fås ikke billigere. Alt må om fornødent
vige for dette”.
Det var heller ikke kun af “fredskærlighed og idealisme, at mange danske
har holdt på afrustning på trods af tidens tegn”. Der var også “en god del
selvskuffelse med heri, et forsøg på at slippe for livets hårdeste virkelighed,
for det største offer”. Men selv de, der havde talt imod dette, havde
været smittede: “Hvad blev der af deres sejghed og ildhu? Var de ikke
begyndt at sløje af i det, de kaldte en livssag? Håbede de ikke, håbede vi
ikke alle, at vort folk skulle slippe for sine gode øjnes skyld?” Kortsynede
mennesker “uden egentlige æresfornemmelser” troede muligvis, at Danmark
måske alligevel nu kunne slippe nemt gennem krigen, men “hvad
det kommer til at betale, viser sig dog først i tidens løb”.
Det danske folks idealer skulle så langt fra afskaffes eller svækkes, “men
nogle ufravigelige forudsætninger må genindsættes. Hvad der fra ældgamle
dage gjaldt for sødt og en hæder, ja for en forbandet pligt og skyldighed,
må genindsættes i folkets bevidsthed lige fra barnsben. Det kan
ikke undværes. Den evige freds tid er ikke oprunden. Hvem ved, om der
ikke skal tjenes for den i tusind år endnu”.
Den 29. april 1940 blev Ernst Christiansen mere konkret: Folkeånden
trængte til genrejsning. Der måtte drages en lære af det skete. Et dansk
dagblad havde konstateret, at “modstanden mod forsvarsudgifterne har
været rigtig”, for nu var Finlands krigsregnskab gjort op for, hvad det alt
havde måttet betale “i blod og land og formuetab”. Danmark havde væ-
837