hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

Den 5. marts 1942 pålagde Reichspropagandaamt Flensborg Avis for fremtiden
kun at bringe meddelelse om luftangreb på dansk område, for så
vidt de havde fundet sted i avisens udbredelsesområde. Men dette var
vanskeligere at definere end som så, eftersom Flensborg Avis ud over sine
kerneudbredelsesområder i Tønder, Sønderborg og Aabenraa amter havde
en ikke ubetydelig udbredelse, spredt over hele Danmark. Man udbad
sig derfor nærmere anvisninger på, hvad man skulle betragte som sit særlige
udbredelsesområde. Telefonisk blev det den 19. marts 1942 meddelt,
at man kunne betragte Nordslesvig som avisens udbredelsesområde. 144
Dette var vel mere, end man havde turdet håbe på.
På et møde, formentlig i Folkerådet (mindretallets “forretningsudvalg”)
i juni 1943, redegjorde L.P. Christensen for avisens stadigt vanskeligere
stilling. Men han konstaterede dog, at “de hilsener, jeg siden 1940 har
haft mange af fra Berlin og fra Kiel, [er] blevet færre og tillige mildere i formen”,
og han tilføjede: “Jeg banker under bordet”, for den sidste advarsel
fra 17. november 1941 stod stadig ved magt. L.P. Christensen mente dog,
at de forholdsvis mildt formede påtaler i 1942 kunne tages “som et i nogen
grad beroligende tegn”. 145
Efter indskrænkningerne i nyhedsformidlingen i 1942 var Flensborg
Avis så tæt på at være ensrettet, at der ikke fandtes anledning til yderligere
påtaler, og med det stadigt skrumpende format (se s. 906) blev der
des uden så meget mindre plads til fra de officielle meddelelser eventuelt
afvigende stof, at chancerne for at støde nogen i sagens natur formindskedes
proportionalt hermed. Efter 1942 var indvendinger og påbud mest
af praktisk karakter. 146
På trods af alle de her nævnte påtaler og problemer, fremhævede L.P.
Christensen i flere af sine taler i snævre kredse i løbet af krigen, at sammenlignet
med Første Verdenskrig var der under denne krig en stor forskel
som avisen havde grund til at være taknemmelig for: “I 1914-1918 indeholdt
de sønderjyske blade så at sige kun oversættelser af tyske meddelelser
og tyske udtalelser; denne gang er Flensborg Avis vel i høj grad underkastet
begrænsningens lov, men den har dog kunnet bevare en dansk
tone, der klinger sammen med vort folks, hvor det gælder dansk-nationale
anliggender”. Dertil kom forholdene for mindretallet som sådan: Dengang
fandtes ikke danske skoler; danske møder – også de kirkelige – var
lammede, og “enhver offentlig national livsytring forstummet”. Alt dette
så – på trods af vanskelighederne – bedre ud under denne krig. 147 Der var
heller ikke sket arrestationer af ledende danske ved krigsudbruddet eller
udstedt forbud mod danske aviser. For de indkaldte krigsdeltagere var
forholdene naturligvis lige så frygtelige som under sidste krig.
I en tale til Grænseforeningens sendemænd i 1942 citerede L.P. Christensen
et brev, han i december 1915 – mens han var ved fronten i Rusland
– havde modtaget fra Ernst Christiansen: “Der er jo stadig nogen
nedgang i abonnenttal og kundgørelser i forhold til sidste vinter, men
891