hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

socialisme – og dermed også den tyske racepolitik – var et tysk særeje,
som ikke uden videre kunne overføres på udlandet. I de nordiske lande
har man sin mening; her holder man således på folkestyre”.
Han sidder ved smeltediglen skulle have været opført også i Sønderjylland,
hvad der imidlertid ikke skete. 122 Man frygtede at provokere tyskerne,
og de grænsetyske aviser havde da også larmet tilstrækkeligt op. Men
Ernst Christiansen fastslog i en epistel den 14. oktober 1938, at Munks
stykke aldeles ikke var nogen nedrakning af det nye Tyskland eller dets ledende
mænd: “Fremhæver det ikke idealismen i den tyske omvæltning?
Er det ikke, under hævdelse af en selvstændig dansk opfattelse over for
ting, som den ikke kan være med til [antisemitisme, forf.], et forsøg på at
tvinge til eftertanke over tidens spørgsmål, som man på tysk side er bedre
tjent med end en kritikløs lovprisning?” 123
Kaj Munks stykke var ifølge Ernst Christiansen således netop front
og bro-tankegang i praksis: En konsekvent fastholdelse af den danske
holdning, parret med et ønske om at gøre ret og skel over for Tyskland.
Betragtninger om det nyttige i selvkritik var dog fuldstændigt spildt på
nationalsocialisterne, der ikke led nævneværdigt under den slags. Men
Ernst Christiansen vedblev over for fortsat tysk kritik af Kaj Munk stædigt
i de følgende år at fastholde, at det meget godt var muligt “at forene
respekt for Danmarks betydeligste dramatiske forfatter med redelig vilje
til at bygge bro mellem nabofolkene”. 124
Men det skulle blive endnu vanskeligere at slå bro mellem dansk og tysk
opfattelse. Den 17-årige polske jøde Herschel Grynszpan skød den 7. november
1938 legationssekretær ved den tyske ambassade i Paris, Ernst
von Rath. Motivet var, som det hedder i artiklen på forsiden af Flensborg
Avis den 8. november 1938, at “hævne sine jødiske racefæller”. Attentatet
var med andre ord en desperat ung mands reaktion på jødernes forhold i
Tyskland.
Flensborg Avis’ opsætning af nyheden var forholdsvis beskeden. Den
10. november 1938 berettedes det – også på forsiden –, at von Rath var
død, og man kunne i en ganske lille notits berette om “tilkendegivelser
mod jøderne i Dessau”. Politiet havde dog formået at beskytte jøderne
mod den vrede mængde, hedder det i notitsen. Den 11. november 1938
berettede man med DNB – Deutsches Nachrichten Büro – som kilde om
“spontane jødefjendtlige tilkendegivelser” over hele Tyskland, men igen
sat temmelig beskedent op, omend det dog var forsidestof. På lokalsiderne
berettede man kort om rudeknusninger hos Wohlwert­Kleinpreis på
Holmen i Flensborg.
De omfattende ødelæggelser af jødisk ejendom over hele Tyskland under
krystalnatten omtaltes først nogenlunde fyldigt 13. november 1938,
men helt uden egne kommentarer. Og dog. Den 12. november 1938 fandtes
på forsiden en typisk Christiansen­epistel, hvori det hedder:
“Året 1938 har bragt os en række dage, da det var svært at tie og svært at tale.
Vor tavshed har dog ikke kunnet misforstås, og den blev lettere for os, fordi der
767