hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

kes; under normale valutaforhold ville bladet snildt have kunnet klare
sine udgifter selv. Fagmænd nord for grænsen havde gennemgået avisens
regnskaber og fastslået, at der ingen overflødige udgifter var og at
lønningerne var rørende beskedne; faktisk var de yngste medarbejderes
lønninger så små, at de burde hæves. Over for tanken om at flytte trykkeriet
og hele det manuelle arbejde nord for grænsen, for ad denne vej at
opnå betydelige besparelser, bemærkede Ernst Christiansen, at han anså
en flytning for ...
“... ugørlig og farlig. Det er formentlig udelukket, at vi ville få lov til at flytte og
altså eksportere vore maskiner og andre formuedele. Det ville være umuligt at
arbejde med en redaktion i Flensborg og et trykkeri nord for grænsen, således at
bladet ville blive konkurrencedygtigt. Hvis man, for at komme uden om dette,
ville nøjes med en lokalredaktion syd for grænsen, ville jorden kun yderligere
blive taget bort under fødderne på bladet i Danmark. Det ville næppe vinde terræn
i Nordslesvig, som er overfyldt med aviser. Det ville miste sin baggrund som
bladet i den forreste front. Men desuden ville flytningen højst sandsynligt føre til
en katastrofe for bladet og danskheden syd for grænsen. De tyske myndigheder
kunne foranledige dette uden at udstede noget officielt forbud imod bladet, som
de dog under de nuværende forhold øjensynligt har været betænkelige ved. Man
kunne simpelthen, som man meget ofte, til tider dagligt har gjort med de københavnske
blade, hver dag eller hver anden forbyde bladet at komme over grænsen
henholdsvis beslaglægge det på grænsestationen. For mig at skønne har det aldrig
været så klart, hvad Flensborg Avis, udkommende i Flensborg, betyder som
aktiv, som det er netop nu i denne tid.
Stillingen er den, at bladet og jeg personligt i de sidste måneder er blevet lagt
for had på en eksempelløs måde i den tyske presse nord for Elben. Under de nuværende
presseforhold i Tyskland, hvor et blad kan forbydes når som helst og
det kan forbydes en redaktør herefter at gøre journalistisk gerning, er det ligefrem
påfaldende, at der ikke er udstedt noget forbud eller givet nogen tilrettevisning.
Med nogen spænding har forholdsregler måttet ventes hver dag. Når de
ikke er taget hidtil, bekræfter det min formodning om, at det foreløbig drejer sig
om en tysk front nord for Elben, som vil have grænsespørgsmålet opfrisket, men
endnu ikke er helt i kontakt med Berlin eller måske endog nærer frygt for, at Berlin
skulle glemme dette grænsespørgsmål eller have i sinde at forbigå det. Den
gammel-slesvig-holstenske front, som i pjecer og bladartikler søger at diskreditere
afgørelsen fra 1920, og som efterhånden har fået adgang til det ene store blad
efter det andet i Sydslesvig og Holsten, også de officielle nationalsocialistiske blade
– pjecen ‘Schleswig und Versailles’ er udgivet af den tyske grænseforening med
overborgmester Kracht som formand – anser åbenbart Flensborg Avis for en af de
værste hindringer, fordi bladet uforfærdet gør opmærksom på, hvad der foregår,
og samtidig redeligt fastholder løsenet front og bro og arbejder for et ulasteligt forhold
mellem de to lande. Man frygter for, at bladet vil være en kedelig modvægt i
Berlin.
Men fraset dette er naturligvis mindretallet i det hele, fordi det afbalancerer
det tyske mindretal nord for grænsen, den vægtigste hindring for det tyske grænsekrav.
Man kunne ikke gøre de tyske grænseflyttere nogen større tjeneste end
ved at svække eller ødelægge Flensborg Avis. Ordførere for det danske kulturelle
arbejde hernede har for længst udtalt, at bladets bevarelse er livsnødvendig også
for det kulturelle arbejde. Det synes mig derfor også i Nordslesvigs og Danmarks
572