hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

påtvunget det, for hæftelser, for servitutter, der var lagt på tysk statsområde og
tysk handlefrihed med egne ting. (...)
Den franske harme er naturlig og bygget på gode grunde. Den tyske holdning
er ligeledes forklarlig og har stærke bevæggrunde. Hvis Frankrig havde været i
Tysklands sted, ville det da have handlet anderledes? Lænker i en fredstraktat
holder ikke. Tvang holder aldrig over for et menneske eller et folk, som inderst
inde har sin vilje til selvhævdelse i behold. Der går ingen vej frem til tryg fred
gennem tvang, og det bliver ingen farbar vej at forlange af tyskerne, at deres tropper
igen skal rømme den tidligere afvæbnede zone. De har besat deres eget land
og rømmer det ikke med det gode. Det franske folk, hvis harme gror ud af dets
ærekærhed, kommer forhåbentlig til at forstå, at det er den samme egenskab hos
det tyske folk, der forklarer det skete”.
Der var derfor ifølge Ernst Christiansen ingen anden vej ud af krisen, end
en fransk-tysk aftale til opbygning af gensidig tillid – og at Frankrigs sikkerhed
blev garanteret af dets venner, d.v.s. Storbritannien. Ernst Christiansens
analyse byggede på den fejlagtige antagelse, at også Tyskland ønskede
at bevare freden i Europa.
“Kan man tro på den tyske førers tilbud?”, lød spørgsmålet – og Ernst
Christiansen svarede: “Kan man lade være? Hvad skulle det føre til? Kan
man komme nogen vegne, kan man komme bort fra det skråplan, der fører
ned i en ny krig, uden at man i det mindste gør en begyndelse med at
tro eller med at give tid til, at troen kan gro? Man har jo sikret sig på adskillig
måde i mellemtiden”. 88
Hitler lod ved det såkaldte “rigsdagsvalg” den 29. marts 1936 det tyske
folk godkende sin politik – og fik (ved tvivlsomme midler) 99% af de
stemmeberettigedes opbakning. Ernst Christiansen understregede, at dette
måtte dementere alle udenlandske rygter om utilfredshed i den tyske
befolkning:
“Hvad udenlandske kritikere end vil sige om indretningen og sammenhængen
med den tyske stemmeafgivning, om mistro og frygt som bevæggrunde, en sådan
samling er, så vidt vides, ikke tidligere nået i noget andet land. Hvad enten man
taler om det tyske folks særlige forudsætninger for at lade sig ensrette, eller siger,
at det er hypnose, et tidens tegn til det onde såvel som til det gode, der gør store
folkeslag til voks i enkelte menneskers hånd, så må man indrømme, at det ikke
drejer sig om en øjebliks-foreteelse. Igennem flere år, ja igennem en halv snes år
har der været rivende vækst i den tyske tilslutning til, hvad nationalsocialisterne
iværksatte, og ingen indflydelse udefra vil forandre noget af dette, så længe freden
i Europa bevares”. 89
Kronika understregede, at afstemningen havde været en bekendelse:
“National socialisme er tro. Derfor er det nationalsocialistiske Tyskland et
stærkt Tyskland; derfor kan Hitler få dette folk med til næsten hvad som
helst. Den tyske tro er så glødende, at ingen trusler om indkredsning og
isolering formår at fremkalde frygt”. Det tredje riges tyskere var “besatte”
af “politisk og patriotisk tro”. 90
Verdensfreden var “truet på det alvorligste, og uhyre meget afhænger
af Tysklands holdning”, påpegede Ernst Christiansen:
465