hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

1938 for de “fortræffelige korrespondancer fra Berlin, som vi har megen
glæde af”. 95
Selvom der som tidligere nævnt var stærk tysk utilfredshed med Flensborg
Avis’ dækning af Anschluss, så var det meget langt fra kritik det
hele. Det havde også været en umulighed. I hovedsagen blev i forsidehistorierne
beskrevet de begej strede scener i Wien og Berlin, og Kronika
kunne konkludere, at “den, der har fået lov til i disse revolutionsdage at
færdes iblandt østrigerne, må indrømme, at Hitlers sejr er blevet vundet
med det østrigske folkeflertals vilje. En tysk sejr, en indre tysk sejr, som
den ikke-tyske verden ude omkring savner den egentlige moralske og
folkelige ret til at gøre Hitler og Tyskland stridig”. 96
I et privat brev omtrent samtidig skrev Kronika om sin situation: “Det
er ikke let at fortsætte som Berliner-korrespondent. Thi også nyhederne
og stoffet er jo ensrettet, kontrolleret, kanaliseret. Med længere eller kortere
mellemrum, hvor der ikke sker andet, end hvad DNB omtaler, blusser
snart hist snart her i Tyskland (eller ved Tysklands grænser) sensationelle
begivenheder op. Men det er forbavsende, så hurtigt som hverdagen
hver gang vender tilbage. Efter min mening varer det kun nogle få
måneder, så gør Tyskland, Polen og Ungarn fælles sag over for Masaryks
land!” 97
Det ville med andre ord blive Tjekkoslovakiets tur næste gang.
Også Ernst Christiansen frygtede, at Tjekkoslovakiet nu stod for tur.
Han løftede i en epistel den 26. marts 1938 en manende pegefinger:
“... tysk glæde over tysk samling forstår vi, og vi mener, at denne samling nu skal
stå sin prøve. Det skal vise sig, om den i sin nye styrke vil gøre ordene til dåd
med hensyn til at agte andre folks ret som sin egen. På den måde ville Stortyskland
vinde den hæder at blive banebrydende for en ny fredstid i verden”.
Hitlers Tyskland måtte altså se at holde inde i tide. Ernst Christiansen var
faktisk temmelig direkte i sine advarsler til Tyskland. Den 1. april 1938
skrev han i en ledende artikel:
“Der synes at være det mærkelige ved menneskeværk og menneskeskæbner ... at
knap er højde punktet nået i stærk fremdrift, så er allerede de kræfter i gang, som
fører til nedgang og forfald ... medgang er en større fare for den menneskelige
karakter end modgang. (...). Dengang national socialismen kom til magten i Tyskland,
spåede mange den ilde. (...) Spådommen har slået fejl. Det nye Tyskland har
fortsat sin vej, opnået det ene resultat efter det andet og i hvert fald forstået at
sætte sig i respekt”.
Så havde han ikke sagt for meget. Med Østrigs indlemmelse havde Tyskland
...
“... oplevet en historisk begivenhed uden sidestykke i lange tider, som man forstår
må gøre indtryk på det tyske folk og yderligere må underbygge selvfølelse
og selvhævdelse. Efterhånden kommer så den tid, da det skal vise sig, om den
styrke, der er udfoldet udadtil, også fortsat vil blive taget i brug til selvbeherskel-
750