hent som pdf (9 MB) - Studieafdelingen og Arkivet - Dansk ...

det hævdedes, at der intet modsætningsforhold findes mellem Berlin og
grænseområdet. Dr. Sinnbeck-Hansen fremhævede Franz von Jessens leder
“Moden til plukning” i Nationaltidende som et “særligt grelt eksempel
på den danske presses forgåelser [i.e. “forseelser – “Vergehen”, forf.] i
den overflødige diskussion om Der Schleswiger-sagen”. 129
Flensborg Avis bragte den 28. oktober 1937 en kommentar – igen både
på dansk og på tysk – til forhandlingerne i Berlin. Det var helt åbenlyst
en sag, som man betragtede som værende af afgørende betydning. Det
hed heri, at overborgmester Kracht vel havde sluttet sig til den berlinske
erklæring, men at han ikke havde mildnet noget af de under hans ansvar
fremkomne angreb på Danmark og danske. Ernst Christiansen ville pinedød
have oprejsning for denne sag, og udviste her en stædighed, som
måske er særdeles forståelig, men næppe særligt klog.
I en Ritzau-meddelelse, som Ernst Christiansen udsendte den 27. oktober
1937, skærpede han endda udsagnene om Kracht, “der jævnligt færdes
på dansk statsområde og yder det derværende tyske mindretal den kraftigste
støtte”. Kracht havde ikke “mildnet noget af de under halvandet
års skærpelse af ordskiftet ved grænsen, men fremdeles talt om ‘kendsgerninger
fra fortiden.’ Vi har på dansk side taget denne holdning til efterretning
og trænger ikke til mere oprejsning end den, vi har fået. Dr.
Kracht må i fremtiden, ligesom enhver anden grænsetysk embedsmand,
regne med, at når han optræder korrekt over for nabofolket, så vil han
også møde en korrekt omtale i det danske nabolands presse, samtidig
med, at det danske folk viser sine folkefæller den samme støtte i ord og
dåd, man fra tysk side omvendt betegner som en selvfølge”. 130
Men Nordschleswigsche Zeitung kunne ikke uden en vis triumf den 28.
oktober 1937 meddele sine læsere, at de danske Scharfmacher nok ikke
havde regnet med, at de aggressive toner, de havde anslået i den seneste
tid, ville føre til, at Dr. Goebbels gjorde forholdene i grænselandet til
genstand for en orienterende samtale. “Når sagen nu har taget en ny vending,
så kan en la Cour og en Franz von Jessen tilskrive det deres hæmningsløse
udfald”. Fra dansk side forsøgte man ganske vist at afsvække
berlinersamtalernes betydning ved at kalde Goebbels’ stillingtagen et
“varselsskud”, men “vi skulle mene, at den danske side gjorde klogt i at
se situationens alvor i øjnene”. Den tyske side ville i de kommende uger
vogte meget nøje på, hvordan danskerne syd og nord for grænsen stillede
sig over for tyskheden, om man i syd fulgte en udadlelig mindretalslinje
og om man i nord respekterede de tyskes livsret. “Den fremtidige udvikling
afhænger af de næste skridt”, hed det advarende. I stedet for give
den tyske holdning karakter og med en “guvernanteagtig anmasselse forsøge
at klassificere de tyske grænsepolitikere som tilhørende forskellige
linjer”, skulle den danske side hellere bestræbe sig på at finde den rigtige
linje i forhold til Det tredje Rige, “den store nabo i syd”, og til det tyske
mindretal i Nordslesvig. Men det var der ikke meget, der tydede på: Ernst
Schrøders telegramburau meddelte i samme nummer, at Grænseforeningen
på trods af den tyske imødekommenhed ville “gøre propaganda med
Schleswiger-forbudet” på et kommende møde i Hader slev.
646